– Nåh, ja, og så fangede vi også en karusse…

17-08-2019 – Det er ikke altid fangsten, der huskes bedst fra en fisketur. I denne uge gik morgenturen ud til en mindre sø. Og det blev bekræftet, at det lige nu er for mørkt kl. 05.00. Men når man nu alligevel var tidligt ude med hunden. Først omkring kl. 05.30 var lyset så stærkt, at man kunne så flåddet. Og et par minutter senere begyndte det at regne. Og det var ikke bare en byge. Påstanden er, at fiskene fik mere vand fra oven end i søen.

Rotter kan svømme og flagermus kan drikke flyvende

Pludselig kunne man høre et plop. Et øjeblik efter var en rotte på vej tværs over søen. Måske nåede den over inden en gedde satte tænderne i den. Det farligste stræk var nok det sidste gennem sivene. Et par uger tilbage kom en lille flagermus flyvende og viste, at den kunne drikke flyvende. Også tidlig morgen. Det bedste indtil nu var en isfugl, der overraskede. Den fløj to gange frem og tilbage. Og så satte den sig på den ene fiskestang, Den lettede igen inden kameraet var skydeklart. Heldigvis var junior med. Det var han også sidste år i en anden sø, hvor en snog svømmede sin jagttur i en anden sø nærmest på klokkeslet. Nu mangler vi bare at få familiens næstyngste med på turene.

Tilbage til regnvejrsdagen forleden. Regntøj har man altså ikke med i starten af august. Men det havde nu været rart. Det er nemlig ikke så varmt længere. Det blev til en karussefangst. Hurtigt indgreb med den lange krogløser og ud igen med fangstnettet. Igen var det med majs. Hele 3 stykker direkte fra dåsen og på krogstr. 8.

Foto: Erik Egvad Petersen – Karussen fik hurtig sin frihed igen. Den snuppede 3 stk. dåsemajs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *