Esbjerg: Alt drejer sig om silden

Fiskens Dag – et brag af en familiedag på Fiskeri- og Søfartsmuseet

Fra fiskemelsfabrikker og røgeovne, og videre til gastronomiens tinder. Restaurant Palægade hylder havets sølv i nyt stort værk om sild, og museet tilbyder aktiviteter for hele familien, når vi den 14. september hylder silden. Men hvad siger esbjergenserne – er sild værdig som finere spise?

Blikket mod havet
Fiskens Dag er anledningen til at rette blikket mod havets bidrag til gastronomien. Fra de mindre kendte fiskearter, til den allestedsnærværende sild. De fleste har smagt en sild, typisk marineret i eddike, vand og sukker eller som en røget udgave i forbindelse med et bornholmerbesøg. Men den lille sølvfarvede fisk startede sin historie på Esbjerg havn som fisk der blev landet i store mængder og blev omdannet til fiskemel. Det gør man ikke længere, og på lørdag d. 14. september fremstilles den som den fineste gastronomi, for et bredt panel af Esbjergensere.

Kan en kjøwenhavner lære en vestjyde noget om sild?
Det er Bettina Madsen, souschef på Restaurant Palægade, der ankommer til Fiskeri- og Søfartsmuseet lørdag d. 14. september, for at servere sildeanretninger for panelet af esbjergensere – et panel som vi skal se om godkender silden som en finere spise. Panelet består af både unge og gamle, fiskeelskere og de tvivlende. Fra sildefiskere til madnørder og børnefamilier.

Dagen igennem vil der være fokus på både sildens biologi og den kultur- og erhvervshistorie der knyttede sig sildefiskeriet i Esbjerg samt til sildefiskeriet i dag. Derudover vil der være gratis smagsprøver på sild, ligesom café MS Smag har frokosttilbud med sild for hele familien. Begge steder må vores gæster selv i køkkenet, når de skal vælge tilbehør og anrette deres egen sild!

Appetit på forandring
På Fiskeri- og Søfartsmuseet bestræber vi os hele tiden på at træffe bæredygtige valg når det kommer til fisk og skaldyr, og danskfangede sild er et godt eksempel på dette, men også mindre kendte fiskearter og skaldyr er noget som vi fremover vil arbejde med i vores køkken. Som museets køkkenchef Ole Sepstrup Olesen udtrykker det ”Når danskerne selv køber fisk er det typisk torsk, rødspætte og laks der finder vej til indkøbskurven. Det mener jeg vi på Fiskeri- og Søfartsmuseet skal forsøge at ændre på, ved at inspirere og motivere til at afprøve mindre kendte fiskearter. Det vil samtidig bidrage til mere bæredygtig brug af havets fiskeressourcer.”

Vind et års forbrug af sild!
Om vi lykkes med at skabe appetit på forandring i forhold til fiskevaner hos danskerne, må vi evaluere på om nogle år. Her og nu lægger vi op til den helt store dyst i sild, og allerede nu kan sildeelskere anrette sild i deres eget hjem, og på den måde deltage i konkurrencen om et helt års forbrug af sild.
Sildekonkurrencen søsættes i samarbejde med Danmarks Pelagiske Producentorganisation der udover at donere sild, også kommer og laver kreative Kvote-Kongekroner med børnene. Alle kan deltage i konkurrencen – man skal ind på Fiskeri- og Søfartsmuseets facebook eller instagram profil for at læse mere om konkurrencen, der naturligvis handler om selv at tilberede og anrette en lækker sild…

”Fiskeriet er kompleks og ofte meget misforstået. Begreber som Kvotekonger har været på manges læber de seneste år. Ordet kommer vi nok ikke til livs lige foreløbig, men vi kan sætte nyt liv i begrebet med nysgerrige og kreative børn, der kan lave deres egen KvoteKongekrone med glimmer og glitter. Samme med deres forældre kan de komme forbi for at høre om vores erhverv på det store hav, og hvordan et moderne fiskeri ser ud i dag” lyder det fra Maria Mejlhede, kommunikationskonsulent ved Danmarks Pelagiske Producentorganisation.

Aktiviteter – Fiskens Dag 2019
10.00-17.00 Konkurrence – gæt fiskerens redskab
Vi har udstillet forskellige redskaber brugt gennem tiderne i forbindelse med fiskeri. Kan du gætte hvad de forskellige redskaber har været brugt til?

Konkurrencefolderen udleveres i Informationen

10.00-14.30 Lav din egen kvotekongekrone
Lav din egen kvotekongekrone sammen med Danmarks Pelagiske Producentorganisation. Kl. 14.15 kåres den flotteste kvote- kongekrone

10.15-10.45 Pynt din sild a la Palægade
Pynt din sildesmagsprøve a la Palægade, mens du hører om Restaurant Palægades nye kogebog ”Sild a la Palægade”.

11.00-11.15 Sælfodring
Se sælerne blive fodret og trænet, og hør hvorfor de rigtig godt kan lide sild

11.30-11.55 Kend din sild
Mens du dissekerer en sild, kan du blive klogere på dens biologi og levevis

11.30-16.00 Pep din fisk op
Køb et stykke bagt fisk i MS Smag. Anret og smag din fisk til med dit favorittilbehør. Tag et foto af din fisk og post det på Instagram. Den mest kreative anretning vinder et årskort til museet.

11.30-16.00 Frokost i MS Smag
Køb en frokostplatte med sild a la Palægade

12.00-13.00 Sild a la Palægade
Følg med når Restaurant Palægade tilbereder sild til det vestjyske dommerpanel, og hør om deres nye bog ”Sild a la Palægade”

13.00-13.30 Kan københavneren lære vestjyden at spise sild på nye måder?
Den Københavnske Restaurant Palægade har lavet bogen ”Sild a la Palægade” med 100 smukt illustrerede sildeopskrifter. Den københavnske kok serverer sild på nye måder til det vestjyske dommerpanel. Det bliver spændende hvordan dommen lyder.

14.00-14.30 Rundvisning i Saltvandsakvariet
Rundvisningen i akvariet med fokus på spisefisk og fangstmetoder

11.00-11.15 Sælfodring
Se sælerne blive fodret og trænet, og hør hvorfor de rigtig godt kan lide sild

15.00-15.30 Pynt din fisk a la Palægade
Pynt din sildesmagsprøve a la Palægade, mens du hører om Restaurant Palægades nye kogebog ”Sild a la Palægade”.
Fiskeri- og Søfartsmuseet er Danmarks museum for relationerne mellem mennesket og havet. Siden 1968 har vi samlet og formidlet Danmarks maritime historie. Gennem indsamling af genstande, dokumenter og beretninger puster vi liv i fortællinger om vores fælles kultur- og naturarv. En arv, vi aktivt bruger til at forstå og formidle fortiden, medfortolke nutiden og sætte ringe i vandet for fremtiden.

Se silden, smag silden, og meget mere. Oplev det i Esbjerg på Fiskeri- og Søfartsmuseet. Pressefoto