Fortsat 5 torsk til lystfiskerne om dagen i Danmark

Max. 5 torsk om dagen fra 1. april til 31. januar – i februar og marts er kvoten for lystfiskerne max. 2 torsk om dagen. Kvoten fortsætter som tidligere.

Set ud fra at der er tale om lystfiskeri er kvoten helt i orden – man kunne måske ønske sig at den var ens hele året rundt – eks. 3 torsk, men på den her måde giver det måske mere fornuft, og fortæller lystfiskerne at torsken er mere sårbar i februar og april hvor den er tyk med rogn.

Forhandlingerne om næste års fiskekvoter i Østersøen er netop færdige, og det lykkedes at hæve kvoterne for flere af de bestande, hvor den biologiske rådgivning tillader det. Der er således tale om en god balance mellem at sikre fiskebestandene og fiskeriet.

Kvoterne for fiskeriet i Østersøen næste år er netop forhandlet på plads mellem EU’s fiskeriministre i Luxembourg.

Fra dansk side var der allerede inden forhandlingerne gik i gang peget på, at torsk i den vestlige Østersø og brisling var to kvoter, som Danmark gerne så løftet i forhold til Kommissionens forslag, da det var muligt inden for den biologiske rådgivning. Og det lykkedes for begge kvoter. 

– Jeg er glad for at kunne komme hjem med lidt flere fisk til de danske fiskere, end der var lagt op til, især fordi de blev løftet inden for rammerne af rådgivningen og en bæredygtig forvaltning, siger fødevareminister Mogens Jensen. 

Der er stadig store udfordringer for flere fiskerier i Østersøen. Torsk i den østlige Østersø har det rigtig dårligt; den er tynd og vokser ikke som den skal, og det er der rigtig mange årsager hertil, som f.eks. salt- og iltindhold i vandet, mange sæler og parasitter, der overføres til torsk.

Sild i den vestlige Østersø har det heller ikke så godt, og derfor blev kvoten begrænset til de 1.575 ton, som Kommissionen havde foreslået på forhånd.  

– Jeg er godt tilfreds med, at torsk i den østlige Østersø fortsat må kun fanges som bifangst. Og samtidig blev kvoten for Vestsild fastsat på et meget lavt niveau som foreslået af Kommissionen. Det er nødvendigt, da denne bestand også er presset, siger fødevareminister Mogens Jensen og fortsætter: 

– Det har været svære og komplicerede forhandlinger, men alt i alt synes jeg, at vi er kommet godt i mål, hvor vi har fået en god balance mellem målet om at sikre bæredygtige bestande og et bæredygtigt fiskeri, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Se oversigt over kvoterne her

FAKTA: 
EU-kvoter i Østersøen i 2021 med særlig interesse for Danmark:
Torsk i vestlig Østersø: 4.000 ton (+5 procent, oprindeligt forslag -11 procent).
Torsk i østlig Østersø: 595 ton (-70 procent, oprindeligt forslag uændret).
Vestsild: 1.575 ton (- 50 procent, oprindeligt forslag uændret).
Rødspætte: 7.240 ton (+ 5 procent, oprindeligt forslag uændret).
Brisling: 222.958 ton (+ 6 procent, oprindeligt forslag uændret).
Lystfiskeri efter torsk i vestlige Østersø: I 2021 må der tages fem torsk med hjem pr. dag, dog kun fiskeri ud til seks sømil grænsen i område 24. I perioden februar-marts må lystfiskere kun tage to torsk med hjem. Uændret i forhold til 2020.
Lukkeperiode (område 22 og 23): I februar og marts er der helt lukket for fiskeri, dog med undtagelse for visse fartøjer, som fisker blandt andet med garn.
Lukkeperiode (område 24): Den 15. maj til 15. august er der helt lukket for fiskeri i område 24, dog med undtagelse forvisse fartøjer, som fisker blandt andet med garn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *