Fødevareministeren skruer op for kontrollen af tunbøffer

Fødevarestyrelsen har fundet ulovlige mængder antioxidanter i tunfisk hos hver tredje importør. Derfor bliver der nu skruet op for kontrollen. Tilsætningsstofferne får fisken til at se mere rød og frisk ud.


29. januar 2020

Nitrit, antioxidanter og kulilte kan få tunkød til at se mere friskt ud. Men nitrit og kulilte er ikke tilladt at bruge til fisk, og antioxidanterne er ulovlige, hvis de overskrider EU’s vejledende grænser. Alligevel fandt Fødevarestyrelsen sidste år indhold af antioxidanter der var op til 7 gange højere end EU’s vejledende grænser i importeret tun hos 6 ud af 17 danske importører.

De ulovlige mængder antioxidanter har ikke gjort tunfiskene farlige at spise, men antioxidanter farver det brunlige tunkød mere rødt, så det ser friskere ud og dermed kan sløre både arten og kvaliteten. Det er vildledning af forbrugerne.
– Det er helt uacceptabelt, at der bliver svindlet med tilsætningsstoffer, så forbrugerne ikke kan se, hvad de køber. Når vi finder varer med ulovlige mængder tilsætningsstoffer hos hver tredje importør, så er det nødvendigt at opretholde fokus på problemet i 2020, siger fødevareminister Mogens Jensen i en pressemeddelelse i dag.

Det er antioxidanten ascorbinsyre der er fundet i tunfiskene. Fødevarestyrelsen har også kontrolleret for tilsætning af nitrit og kulilte, men har ikke fundet indhold af disse stoffer.
Fødevarestyrelsen følger i år op på undersøgelsen med fortsat fokus i kontrollen og flere analyser for ulovlig brug af tilsætningsstoffer i tun. I 2019 blev der samlet udtaget 24 prøver. I 2020 udtager Fødevarestyrelsen cirka 50 prøver af tun til analyse.

– Fødevarestyrelsens undersøgelser viser, at det ikke er de danske importører, som står bag den overdrevne brug af antioxidanter, men beskeden til dem er klar. Importørerne har ansvaret for, at deres varer er uden ulovlige tilsætningsstoffer, og de må stille krav til deres leverandører, så reglerne bliver fulgt. Min forventning er, at pres fra danske importører og de europæiske myndigheder vil føre til mindre brug af ulovlige tilsætningsstoffer i fremtiden, siger fødevareminister Mogens Jensen.
Fødevarestyrelsen fandt ulovlige mængder antioxidanter i tun indført fra andre EU-lande og importeret direkte fra Vietnam.

Læs slutrapporten for kampagnen ”Tilsætningsstoffer i tun” her
www.foedevarestyrelsen.dk/…/…/Tilsaetningsstoffer-i-tun.aspx