– Bliver de trætte af dåsemajs? Opdateret

05-09-2019 – opdateret 14-09-2018 – I maj, juni, juli og til midten af august gik det fantastisk godt med majs som agn. Men lige nu ser det ud som om både brasen og karper er blevet trætte af dåsemajs. De hugger ikke mere.

Eller i hvert fald ikke så godt mere på den hurtige agn.

Pludselig. Slutningen af august og starten af september viste dåsemajsen sig ikke længere at være den gode agn. Måske madlede. Måske er den gule farve bare “farlig” føde og skal undgås.

Et kig i kalenderen fra sidste år gav ikke meget. Sæsonen i 2017 og 2018 sluttede tidligt hvad angik fredfisk. Måske røde majs. Et glas i bunden af skabet med lystfiskermajs blev fundet frem. Jordbærmajs. De duftede ikke af jordbær. De stank af jordbær. Kunstig jordbæraroma.

De røg på krogene fredag morgen. Først 3 røde majs. O hug. Så 2 gule og 1 rød majs. Så begyndte skallerne. Der blev overlistet en enkelt karpe med den cocktail. På bunden. Det blev ikke til mere. Måske er duften af jordbær for skarp. Måske er det bare farven, der skal rettes til. Da vi genudsætter samtlige fangster i det samme lukkede vand er det da ikke utænkeligt at fiskene forbinder den gule farve med noget ubehageligt. Hvem ved? Måske har fiskene en slags hukommelse. Ikke irriterende. Snarere spændende. Måske skal vi bare vænne os til fredfisk i maj, juni og juli og så skifte til andet lystfiskeri resten af året.

Fiskeriet med stang og snøre foregår med 10 fods stænger, fastspolehjul med 300 meter 0,25 mm nylonline. Der anvendes lange slanke flåd. Gamakatsu-kroge str. 8 og splithagl. Hvor vi tidligere fiskede med 2 majs på krogen er det i dag 3 majs. Man kan selvfølgelig skifte til helt små kroge hvor 1 majs dækker krogen fuldkommen. Fangstnettet er stort og med “fishfriendly” net. Netstangen er på 3 meter og alene det har reddet mange fisk op af vandet og en del dyre flåd, der ellers havde sagt farvel i de stærke siv.

Store fisk som karper, brasen og suder får omgående friheden igen. Generelt er keepnettet ikke i brug. Vi fisker mellem 3 og 4 timer intensivt. Fyraften. Generelt tidlig morgen. Stangholdere er et must. Ikke noget med at lægge fiskestangen på jorden.

Naturoplevelser

Vi gør meget ud af rolige bevægelser ved vandet. Fisken kan jo også se opefter. Og pludselige bevægelser og rystelser gennem tramp skræmmer. Kommer man før solen er stået op oplever man flagermus og vandrotter. Ved gråvejr er isfuglen tit undervejs. Højdepunktet er. Når man står så rolig, at isfuglen sætter sig på fiskestangen. Ved solrige dage i maj og juni er snogen tit undervejs på vandet. Ofte brænder naturoplevelserne sig mere fast end den store brasen forleden.

Erik Egvad Petersen – Jeg er derude…

Dåsemajs er den perfekte agn til karusser, karper og suder, samt en masse andre fisk. foto: Erik Egvad Petersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *