Våbenfund lukker sønderjydsk sø for lystfiskerne

Et fund af granater fra 2. Verdenskrig i Vedbøl Sø betyder, at søen lukkes for al brug indtil videre.

Haderslev Kommune har i samråd med Syd- og Sønderjyllands Politi og Forsvaret besluttet at lukke Vedbøl Sø. Vedbøl Sø lukkes efter fund af ammunition i form af granater fra 2. Verdenskrig.

I januar har en privatperson to gange fundet granater fra 2. Verdenskrig i vandet, og Haderslev Kommune lukker derfor søen for al færdsel og fiskeri.

Den fundne ammunition bestod af syv håndgranater og to geværgranater, der alle blev sprunget på stedet af Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, da de blev vurderet for ustabile til transport.

Det melder Haderslev Kommune ud i en pressemeddelelse.

Vedbøl Sø ejes af Haderslev Kommune, men forpagtes af Vedsted Sogns Lystfiskerforening.

Haderslev Kommune vil nu i samarbejde med Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste vurdere, om der er mulighed for en hel eller delvis oprensning af søen og derefter beslutte, hvad der videre skal ske.

Det er fortsat tilladt at gå en tur langs søen. Ser man ammunition i eller ved søen, skal man lade det ligge og kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114.

Det er ikke første gang man finder granater i Vedbøl Sø. Gennem de seneste 25 år er der dukket både granater, patroner og andet våbenudstyr fra 2. Verdenskrig frem fra søen. Lystfiskerne har flere gange meldt en granat eller en patron på krogen.

Der skulle efter sigende være tale om tyskernes efterladenskaber ved krigens ophør i 1945. Derfor er alt godt gennemtæret.

Erik Egvad Petersen – Jeg er derude….