Nyt lystfiskercenter på havnen i Assens?

Lystfiskeri: Forslag til placering af nyt nationalt center for kyst- og lystfiskeri er på dagsordenen i Assens

Agernæs Havn. Sådan lyder den konkrete indstilling om placeringen af det nationale center for kyst- og lystfiskeri. På mandagens udvalgsmøder tager medlemmerne af to politiske udvalg i Assens Kommune stilling til den foreslåede placering.

Udvalget for Miljø, Teknik og Plan og udvalget for Beskæftigelse, Erhverv og Kultur skal vurdere, om de er enige i indstillingen, der peger på, at den kommunalt ejede Agernæs Havn er det mest optimale sted at bygge det nye nationale center.

  • Jeg synes, at placeringen ved Agernæs Havn rummer interessante perspektiver. I nærområdet er der turismeerhverv som hoteller og campingpladser, der kan fungere som base for de besøgende til det nye center. Vi har en forventning om, at centeret bliver et omdrejningspunkt for vækst og udvikling, der kan være med til at skabe omsætning for vores lokale virksomheder i området. Set med kulturhistoriske briller passer placeringen ved den tidligere udskibningshavn også godt til centerets tema. Det bliver interessant at drøfte indstillingen med de andre medlemmer på vores udvalgsmøde, siger formanden for Beskæftigelse, Erhverv og Kultur, Finn Brunse.

Flere lokaliteter er undersøgt
I den seneste tid har Assens Kommune undersøgt området ved Helnæs Bugt for mulige placeringer.

Kriterierne har blandt andet været, at infrastrukturen i området skal være egnet, og at centeret skal ligge i tilknytning til havet.

  • Vi må forvente en del trafik omkring centret og i nærområdet, og derfor er det væsentligt, at infrastrukturen kan bære det. Derfor synes jeg personligt, at placeringen ved Agernæs Havn virker som en god placering. Her er jo i forvejen en havn med daglig færdsel, parkerede biler og både. På vores møde mandag vil vi i udvalget kigge nærmere på den foreslåede placering ved Agernæs Havn, fortæller Dan Gørtz, formanden for Miljø, Teknik og Plan.

Kommende center er på finansloven og del af national strategi
Nyheden om, at et nyt formidlings- og oplevelsescenter skal bygges i Assens Kommune, kom ved offentliggørelsen af forrige års finanslovsaftale. Staten har bevilget 32 mio. kr. over fire år til etableringen.

I de kommende måneder skal centerets præcise indhold, målgrupper og samarbejde med nationale og lokale interessenter fastlægges nærmere. Interessenter og lokale borgere bliver også inviteret til at bidrage med deres ideer til de aktiviteter, centeret skal rumme.

Fakta – Nationalt Center for Kyst- og Lystfiskeriturisme i Assens Kommune
I Finanslovsaftalen fra december 2017 fik Assens Kommune tildelt 32 mio. kr. – 8 mio. årligt fra 2018-2021 – til etablering af et nyt nationalt center for kyst- og lystfiskerturisme. Centeret er også beskrevet i Udenrigsministeriets nationale Strategi for Lystfiskeri, der udkom i efteråret 2018.

Centeret skal være en attraktion i særklasse. Arkitekturen skal være enestående, og stedets landskabelige og kulturhistoriske værdier skal afspejles i udformningen af bygningen.

Centeret skal fungere som formidlings- og oplevelsescenter, der skal styrke markedsføringen af de gode muligheder for lystfiskeri i Assens Kommune, på Fyn og i hele Danmark. Centerets potentialer skal ses i en lokal, regional, national og international kontekst.

Seneste nyt om centeret på Assens Kommunes hjemmeside, hvor det også er muligt at læse mere om initiativerne i Udenrigsministeriets Strategi for Lystfiskeri:

https://www.assens.dk/vores-kommune/en-kommune-i-udvikling/center-for-kyst-og-lystfiskerturisme/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *